tilbage

Knytningen

Tæppet forsynes ofte for begge ender med en såkaldt kelimvævet forkant. Efter forkanten knyttes knuderækkerne som danner luvlaget, også kaldet "floret", hvori og hvoraf mønsteret skabes.

Det garn der bruges til knytningen hænger ofte i store nøgler, sorteret i farver, på den øverste bom, så det er lige ved hånden.

Når der er knyttet en række knuder over hele tæppets bredde, bruges et kamlignende instrument af træ eller jern, hvormed knuderækken bankes hårdt sammen.

Så indføres der to, tre eller fire skudtråde, som så bliver banket kraftigt sammen med den allerede vævede del af tæppet. Grundvævets kvalitet og stabilitet bestemmes af antallet af skudtråde.

Igen knyttes en række knuder fra side til side, og sådan forsættes indtil tæppet er færdigt. Man slutter som man begyndte med skudtråde der danner forvævning uden luv. Tilsidst bliver de løse kædetråde fæstnet og udgør tæppets frynser.