Keshan har altid været berømt for sit håndværk. Byen ligger på hovedvejen mellem Ghom og Isfahan i det centrale Iran. Mod øst grænser området op til landets største ørken, Dasht-E Kavir. Tæppekunsten her nåede sit højdepunkt mellem slutningen af 1800 tallet og 2.verdenskrig. de antikke/semiantikke tæpper fra denne periode er ualmindelig smukke og naturligvis stærkt efterspurgte samleobjekter. Trods håndværkets tilbagegang i vores århundrede produceres der stadig mange flotte Keshan tæpper efter de gamle mestres foreskrifter, f.eks med de smukke medaljon-ornamenter eller billedtæpper med menneske og dyremotiver. Mønstrene er ofte bygget op over en medaljon i tæppets midte, og en del af denne repeteres i tæppets hjørner. De øvrige felter er tæt dekoreret med naturtro blomster og ranker. I hovedborten forekommer "herati"motivet (en krummet bladform) ofte, mens de sekundære borter har rosetter. Murstensrød og mørk blå er de mest anvendte bundfarver. Keshan Kork er betegnelsen for de fineste og tætteste Keshan-typer. Her anvendes den bedste uld fra fårets hals (kork). Motiverne kan være fremhævet ved brug af silke. Desuden er disse tæpper ofte signeret med producentens navn, f.eks Keshan Shadsar.
Nabobyerne Yasd, Kashmar og Ardekan producerer også tæpper med Keshan mønstre. De er knap så tætte, men meget populære i Europa på grund af prisen. Keshan tæppernes kæde og skudtråd er af bomuld. Luvens uld er kortskåret og af fin kvalitet.

Knudetæthed: 150-1000.000 knuder/m2

Almindelige Keshan tæpper fremstilles i størrelserne: 150x100, 80x300, 200x140, 250x150, 300x200, 350x250, 300x400 cm. Den fine Keshan Kork findes normalt i størrelserne 220x140, 300x200 cm.